Vandreruten Tisvildevejen åbner officielt d. 3. juni. Vi bringer her deres indbydelse. Gribskov Erhvervscenter er en af Tisvildevejens mange samarbejdspartnere.

 

Indbydelse til indvielsen af vandreruten Tisvildevejen Søndag den 3. juni 2018 kl. 10.45 på Esrum Kloster

Kære alle sammen,
Vi retter en stor og varm tak til alle jer, der har bidraget til udviklingen af ruten, fra første spæde idé til nu.
Vi står nu klar med en unik vandrerute gennem Nationalpark Kongernes Nordsjælland, som er klar til at blive taget i brug af alle som vil ud og opleve Nordsjælland.

Tisvildevejen er en 100 km lang pilgrims- og vandrerute, der binder Nordsjællands natur, kultur og landsbyliv sammen på en helt ny måde. Fra Esrum Kloster inde i landet, til Tisvilde ved den nordsjællandske kyst.

 

 

Kortene er trykt. Vejviserne sat op. Det skal fejres, og vi håber, at du vil være med!

Møllelaugene møder i deres møllertøj, kulsvierne i deres. Alle vore samarbejdspartnere er inviteret og I opfordres fra foreningerne og virksomhederne til at synliggøre jer med T-shirts, foldere e.l.

Borgmester Anders Gerner Frost holder indvielsestalen. Alberte Winding kommer og synger. Der kommer både voksenkor og børnekor. Vi byder på noget at spise fra de lokale restauranter og fødevareproducenter som vi samarbejder med langs Tisvildevejen, og der vil være oplevelser for alle aldre.

Vi starter på Esrum Kloster og fortsætter ved Esrum Sø.
Vil du vandre den første etape fra Esrum til Mårum som er ca. 11 km, byder vi på en guidet tur kl. 13-15. Alle køres med bus tilbage til Esrum fra Mårum.
Dagen arrangeres i samarbejde med Gribskov Kommune og Esrum Kloster.

Vi glæder os til at fejre denne dag sammen med jer.

Mange hilsner,
Rigmor Westh Baagøe og Peter Reedtz Funder

Følg Tisvildevejen på Facebook og se vores hjemmeside www.tisvildevejen.dk der er ved  at være klar til start.