Om det var muligheden for at besøge Tinggården og høre Jan Friis-Mikkelsen fortælle om stedet og sin kærlighed til de gode råvarer, eller de øvrige fødevarefaglige indslag, der trak fulde huse til årets første møde i Turismeerhvervsnetværket, lader vi stå hen i det uvisse. Men der skal ikke herske tvivl om, at vi fra Jan fik en interessant og særdeles engageret fortælling om livet på gården gennem 32 år, fornemt afrundet med en buffet i verdensklasse.

Herudover blev vi indført i projektet ‘Lokale Smagsoplevelser’, fik en status på den ny udgave af Gastronomisk Landkort, herefter kaldet ‘Gribskov – Lokale Oplevelser – Smag, Kultur, Natur’. Netværket havde også besøg af Morten Jørgensen, formand for det ny udvalg for kultur, idræt og oplevelsesøkonomi, som beskrev kommunens fokus på turismeområdet, ikke mindst Nationalparken, hvilket afstedkom en god diskussion om alle de muligheder netop denne kunne give til turisme- og andre erhverv i Gribskov.

Nationalparken og oplevelsesøkonomi kommer vi til at tale meget mere om allerede ved næste møde i netværket, der er berammet til den 10. april. Hvis I sætter kryds i kalenderen nu, så hører I snart mere om program og sted!

Ønsker du at vide mere om Turismenetværket, kontakt venligst Allan på allan@gribskoverhvervscenter.dk