Der er helt enkle og iøjnefaldende gavnlige samfundsmæssige potentialer i at øge udlejning af og tilgængelighed til Gribskovs mange private sommerhuse, men også flere events vil give større omsætning og indtjening.

”Feriehusene i Nordsjælland er i gennemsnit i brug udlejet eller udlånt omkring en femtedel af årets dage (ca. 73 dage). Dermed er der et potentiale for at øge egen brug eller udlejning blandt feriehusejerne. Det primære potentiale ligger i skuldersæsonen uden for sommerhalvåret om vinteren og i efteråret. Såfremt feriehusejerne benytter deres feriehus bare en weekend mere årligt, vil dette føre til et estimeret merforbrug lokalt her i Nordsjælland på 30.8 mio kr. årligt. Det potentiale vil vi som Gilleleje Handels- og Turistforening gerne samarbejde om at realisere”, siger Henrik Magelund, der er formand for foreningen.

En ny fortælling om at være sommerhusejer i Gribskov Kommune kunne lyde sådan her: ”Jeg er ikke lokal – men jeg handler helt lokalt i sommerhusområdet og deler gerne mit feriehjem”

 

 

Du bor her ikke til hverdag, men når du har fri og gerne vil nyde livet, så kommer du på besøg. Dit sommerhus ligger et skønt sted i nærheden af både kyst og skov. Lige der, hvor der er højt til loftet, frisk luft og rent vand og tæt på skønne havne- og badebyer, der frister til livsnyderi. Faktisk er du temmelig tæt på en af Danmarks smukkeste nationalparker, der med sin natur- og kulturarv sætter hele området på danmarkskortet. Derfor er autenticiteten stor – stoltheden blandt fastboende og landliggere ligeså. Vi ved godt, at her er lækkert at være! Men her delervi også gerne – både vores natur- og kulturgivet arv, men også vores dagligdag. Mange af os inviterer til at dele vores feriehjem, et helt privat indrettet sommerhus, som på ægte vis giver dig et trygt udgangspunkt at opleve egnen på. Flere af husene har fokus på æstetik, andre på det enkle og primitive og andre igen med kærlighed til ro og bæredygtighed. Uanset – så deler vi og inviterer indenfor, for vi vil gerne dele de privilegier, som vi har i form af vores feriehjem og de omkringliggende byer, attraktioner og lokale fællesskaber.

Med den vinkel og indstilling til øget brug af vores feriehuse og lokale destinationer, lader vi tallene tale for sig selv:

  • Flere lokalt handlende – Omsætningsmæssig forøgelse på kr. 18,9 mio. kr.
  • Én ekstra weekend årligt – Omsætningsmæssig forøgelse på kr. 30,8 mio. kr.
  • Flere arrangementer – Omsætningsmæssig forøgelse på kr. 17,6 mio. kr.

Læs flere fakta om turisme for Nordsjælland her

Kilde: VisitNordsjælland og Dansk Kyst & Naturturisme udarbejdet af EPINION