Håndværkernetværkets sidste samling før sommeren bød på grillpølser, hygge og lettere brændte brød

Der var var fuldt blus på både deltagere, oplægsholdere og Webergrillen, da Erhverv Gribskovs Håndværkernetværk samledes til en grundig introduktion til opdaterede indkøbsprocedurer og Gribskov Kommunes nye udbudsportal. 

Gitte Lykke Hove fra Team Udbud og Kontrakter er efterhånden fast inventar på podiet til vore netværksmøder, og hun var denne gang sekunderet af Julie Reinau fra Team Ejendomme og Erhverv, hvorfra vi fik grundige opdateringer på indkøbsområdet. Casper fra Comdia, der er ved at bygge portalen, gik trinvis igennem registreringsproceduren, men der vil være rig mulighed for hands-on assistance hertil, når der er klar til start!

Tine Skovshoved, der er næstformand i Håndværkernetværket gav en kyndig vejledning i risikostyring og kvalitetssikring. Tine har været med i projekter som Storebæltsbroen, Metroen og Tivoli Hotels, og må siges at være en kapacitet på området. Og da hun faktisk lever af at rådgive andre på disse områder, så er det tilladt at tage fat i hende, hvis man kunne tænke sig at høre mere.

Håndværkernetværket holder nu sommerferie, men I får snart friske datoer for efterårets planlagte aktiviteter.

Kontakt:
Allan Lyhne
Konstitueret direktør
/Erhvervsrådgiver
Tlf.: 30515625
allan@gribskoverhvervscenter.dk