Heidie og Ulrich har i de seneste 20 år drevet adskillige restauranter og har derfor masser af erfaring med sig i bagagen.  De valgte for 3 år siden at sælge deres sidste restaurant, og tage en lille pause for at være mere sammen med deres fire børn. Sideløbende har de arbejdet forskellige steder – Ulrich har bl.a. arbejdet på restaurant Nem i Tivoli og begge gav ligeledes en hånd med henover sommeren 2016 i netop Bistro Bistro. Og som bekendt, så gik der ikke længe før, at Bistro Bistro blev til Melby & Co efter at Heidie og Ulrich havde været forbi. Med sig har de også deres fire børn i alderen fra 8 til 21, hvor de ældste gerne giver en hånd med – deraf også navnet Melby & Co, hvor ’Co’ repræsenterer børnene. 

Udover god mad, stemning og hygge, så har ægteparret også en ambition om at styrke fællesskabet i hovedgaden og håber, at der med tiden vil være mange der vil holde dørene åbne hele sæsonen – jo flere, jo bedre. Hvis der løftes i flok, så kan budskabet om åbne butikker og madsteder i Tisvildeleje udenfor den traditionelle åbningssæson, hurtigt spredes og komme alle til gavn, mener de nye ejere. De har i første omgang forlænget sæsonen til syv måneder, men har planer om at holde weekendåbent på bestemte datoer og vil samtidig tilbyde fordelagtige rabatter på julefrokoster når tiden nærmer sig. Med tiden satser parret på at kunne holde åbent over en hel sæson. 

Sidst men ikke mindst, så vil der i løbet af sæsonen blive afholdt en lang række forskellige events som livemusik, grillaftner, øl og vinsmagninger og gastronomiske markeringer af de traditionelle højtider. Man kan allerede nu tage et kig på deres hjemmeside, hvor man kan få et overblik over årets planlagte events og arrangementer. 

Heidie og Ulrich har allerede slået dørene op – så ønsker man god mad og stemning, så kan man allerede ny tage et smut forbi den nye restaurant. 

Melby & Co er medlem af Tisvilde og Omegn, Erhverv Gribskov og Turismeerhvervsnetværket.

Kontakt:
Heidie & Ulrich Melby
Caféejere
Tlf.: 4870 9060
info@melbyogco.dk
www.melbyogco.dk
Facebook