Den forgangne uge bød på et af årets absolut største arrangementer, hvor Gribskov Erhvervscenter i samarbejde med Jobcenter Gribskov gennemførte Åben Virksomhedsdag!
100 unge fra 10.klasse, produktionsskolen og modtageklasser, blev efter interesser fordelt på 4 spor og fik mulighed for at møde en bred vifte af virksomheder og forskellige brancher i Gribskov.

Overskrifterne var Dyr og landbrug, Sundhed og pleje, Håndværk og Industri samt Hotel, detail og service.

Ildsjæle inspirerede unge på Åben Virksomhedsdag // DYR og LANDBRUG

Et fælles budskab ramte 2 håndfulde unge fra kommunens 10.-klasser og Gribskov Produktionsskole, da de på Åben Virksomhedsdag drog til Kollerødgård, Ørby Vingaard og Højbogård for at se på mulighederne i uddannelser og karrierer indenfor DYR og LANDBRUG

Du kan hvad du vil, men det kræver at du brænder for det”.
Kollerødgård tog Gitte Vestergaard imod de unge mennesker og fortalte om uddannelserne inden for sit fag, hvorefter der var rundvisning på gården, hvor vi mødte køerne fra vuggestue til pensionsalderen.
Ørby Vingaards varme og gæstfrie Søren og Birthe Søndergaard viste, at det ikke var lutter sjov at producere vin, men alt kan lade sig gøre, hvis du vil.

Sidst men ikke mindst tog vi til Selma Bergenholz på Højbogård, hvor vi fik et indblik i at det kræver hårdt arbejde og et godt netværk at sparre med, for at dække alle de kompetencer, der skal til for at drive en gård med masser af får og en lille gårdbutik. Vi fik i øvrigt lov til at smage en lækker spegepølse lavet af Højbogårds eget får. Den vakte stor begejstring hos de unge - der blev spist op!

Besøg på både Plejehjem og i Børnehaven - alt sammen noget med mennesker // Åben Virksomhedsdag // SUNDHED OG PLEJE

Under overskriften SUNDHED OG PLEJE besøgte 23 elever og lærere fra modtageklasserne, 10. klasserne og Gribskov Produktionsskole først SOPU København og Nordsjælland for at høre noget om uddannelsen som social-og sundhedshjælper/assistent, samt uddannelsen som pædagogisk assistent.
Med hovedet fuld af viden om vejen til jobs i denne branche, var det to meget relevante besøg vi havde om eftermiddagen på hhv. plejehjemmet Helsingegården og børnehaven Børnehuset Boager. Især Helsingegården kunne berette om stor efterspørgsel på kvalificeret arbejdeskraft - og flere af de unge var begejstrede for den virkelighed de mødte - og så muligheder for både praktik og job.

Undervejs besøgte vi også UCC Campus Nordsjælland, for at høre om fysioterapeutuddannelsen. En studerende fortalte om studiet og det gode studiemiljø på skolen - et spændende sted.
Tak til de kompetente folk der fortalte undervejs - vi blev alle klogere!

Håndværk og Industri – positive job- og lærepladsmuligheder hele vejen rundt // Åben Virksomhedsdag // HÅNDVÆRK OG INDUSTRI

I årets udgave af Åben Virksomhedsdag fik de unge grundig information om basale krav, forventninger og muligheder hos solide, lokale virksomheder som Nordkysten, Brdr. Petersen, Gilleleje Bådebyggeri, Gribskov Inventarservice, Duemose og ERA Biler.

Der er hårdt brug for unge med interesse i og flair for det håndværksmæssige, og da der har været et fald i tilgangen til sådanne uddannelser, er jobmulighederne overordentligt gode. Eller som vi hørte flere steder 'du er garanteret en læreplads og du er garanteret et job'.

En Øjenåbner for 37 unge - Der er så mange muligheder, man skal bare gribe dem // Åben Virksomhedsdag // HOTEL, DETAIL OG SERVICE

Det var budskabet til de 37 unge der var rundt i Gribskov for at besøge en række virksomheder indenfor Hotel, Restaurant, Café og Detailhandel. De unge står foran at vælge en uddannelse og besøgene er et led i at sikre vores unge muligheder hos lokale virksomheder, der så i fremtiden kan få kvalificeret arbejdskraft.

Besøget hos SuperBrugsen i Gilleleje var i sig selv en øjenåbner. Butikschef Peter fortalte om sin kringlede vej til karrieren, - fra 10. Klasse, flere år på Coop Hovedkontor og nu butikschef i Danmarks 3 største SuperBrugs. Eleverne Lasse og Frederik fortalte om deres oplevelser og ambitioner i butikken med mere end 30 fastansatte lige fra slagtere, delikatesse, vin, kontor og meget andet. I sæsonen op til 150 ansatte. SuperBrugsen antager elever og også voksenlærlinge, men helst dem der har vist de kan og vil!

Hotel Gilleleje Strand fortale ejeren Gitte, om hvordan man, selv om man er uddannet lærer, godt kan ende som hotelejer i Gilleleje, - ”man skal bare turde. René, kok og restaurantchef nævnte, at ville man være kok, tjener eller receptionist, så står virksomhederne i kø efter unge der vil starte uddannelsen og komme i lære/praktik.

Butik Aura Living, hvor Christina viste rundt i en fantastisk butik og fortalte om et område med mange muligheder for spændende job i fremtiden.

Hos Butik Bakkegården hørte vi om drømmen om at have sin egen butik. Henriette fortalte om hvordan hun og hendes mand overtog familiegården og nu efterhånden har udviklet den til en megaskøn gårdbutik med festlokaler, æblehave, café og ikke mindst butik med lokale varer. Det er et rigtigt iværksætterprojekt.

Videre til Tisvildeleje Kroen, under om – og opbygning til måske en af de mest spændende nyheder i Nordsjælland. Thorvald Stigsen ejer, investor og foredragsholder fortale om han karriere lige fra etablering af de første virksomheder til salget af Momondo. Også her var budskabet, søger du ind i kokke eller tjenerfaget, ja så er der arbejde til du pensioneres.

Hos Seasons by Sidsel Z fik de unge også en oplevelse da Daniel fortale om butikken, kunderne og mulighederne som butiksmedarbejder.

Sidste besøg på turen var Sankt Helene Hotel og Kursuscenter hvor kokken Chris fortale om dagligdagen på stedet, der i sæsonen har mindst 100 medarbejdere. Chris pointerede, at stedet var rummeligt, så uanset baggrund kunne der være muligheder.

PARAT TIL FREMTIDEN

Åben Industri følges op af endnu et arrangement for de unge i november, ”Parat til Fremtiden”, hvordan får man en læreplads. Her deltager praktikvejledere fra uddannelsesinstitutioner og en god blanding af vore virksomheder i Gribskov Kommune. De inviteres til at fortælle om hvordan de antager lærlinge, hvilke krav man stiler og selvfølgelig også fortælle om mulighederne netop i deres branche. Vi inviterer samtidig lærlinge fra virksomhederne, der kan fortælle de unge om hvordan det er at være lærlinge indenfor netop disse fagområder.